Menu

U16 i finalespil

image Her er drengene - pigerne viser vi i næste nyhed om finalespillet
15. juni 2017 kl. 11:09
Både piger og drenge

To U16 hold til FINAL 4

En god forårssæson for Herfølge Boldklubs U16 Drenge og HB Køge Pigefodbold U16 Piger kulminerer lørdag d. 17. juni hvor begge hold spiller finalekampe i deres rækker til DBU Sjællands store finale stævne -  Final 4 - i Ølstykke.

 

Final 4 er den samlende betegnelse for de afsluttende finalestævner i DBU Sjælland, hvor de stærkeste hold i de enkelte turneringer mødes på en fælles finaledag for at kæmpe om hvem der kan kalde sig Sjællands bedste hold i deres respektive DBU Sjælland turnering.

 

Begge hold er ved at komme i vanen med at spille Final 4, idet de tidligere på året kvalificerede sig til det tilsvarende indendørs futsal stævne. Futsal er det nye indendørs fodboldspil uden bander som er på hurtig fremmarch i Danmark. Begge hold gjorde sig godt bemærket til dette stævne, men har nu fokus på at blive Sjællands absolut bedste på lørdag.

 

U16 Drengene fra Herfølge BK er kommet til Final 4 som vindere af U16 Drenge 1, Pulje 2. En pulje som de vinder suverænt, uden nederlag og med en målscore på 53-6. De skal i finalen om at kalde sig Sjællands bedste U16 række 1 hold møde Ølstykke som har vundet deres pulje med max point. Så der er en spændende kamp i vente for drenge fra Herfølge.

 

Drengene er faktisk også ubesejret i Future Cup, en stor svensk turnering, samt i SM finalerunden i Futsal. Opskriften til succesen, er udover dygtige fodboldspillere, et utroligt stærkt sammenhold, på og uden for banen, god stemning og højt humør i truppen, og så har vi fået tilgang af flere gode spillere. Derudover er flere af spillerne blevet ’hærdet’ ved også at spille kampe for U17-holdet.

 

HB Køge Pigefodbolds U16 hold (som består af 12 piger fra Herfølge Boldklub og 2 fra Svogerslev Boldklub) skal spille to kampe på finaledagen, først en semifinale kl. 10:00 mod Frederikssund og senere på dagen, kl.13:30, skal de spille enten finale eller om 3-4. pladsen. Pigerne er kommet til Final 4 som vindere af U16 Pige 1, Pulje 3. En placering de var sekunder fra at misse. I holdets sidste puljekamp skulle de møde Nykøbing FC, puljens nr. 2. Kampens udfald ville afgøre om HB Køge Pigefodbold eller Nykøbing FC ville vinde puljen og dermed indløse billet til FINAL 4. Så der var lagt op til en kamp fyldt med nerver og fight.

Det blev heller ikke den kønneste kamp pigerne har spillet i sæsonen, men afgjort den mest spændende.

I første halvleg var HB Køge Pigefodbold klart spilstyrende og kommer frem til mange chancer, men formår ikke at lave mål. I anden halvlegs start er HB Køge pigerne alt for passive, NFC får overtaget og på blot 3 minutter scorer de to gange. Bagud 2-0 med 10 minutter igen og NFC troede deres sejr var hjemme.

MEN HB Køge pigerne ville det anderledes… På viljestyrke og et brændende ønske om at får lov til at spille med om medaljer, gav de den det sidste. Udligningen kom, på et flot mål sat ind af Astrid Hornvang Andersen efter 1-2 spil med Freja Korgaard Nielsen. Og i kampens dødende sekunder kommer Sarah Nielsen til en flot afslutning, men bliver lagt ned i feltet. Straffe! Sofie Rue Hemmingsen bliver skiftet ind, ligger bolden på pletten og sparker den køligt i nettet. Uafgjort var nok for HB Køge Pigefodbold til at vinde puljen.

 

Begge hold ser frem til spændende finale kampe.

Luk