Menu

Endnu et nederlag til 1. senior – trods flot ramme i Herfølge

image
/ Herfølge Boldklub
24. april 2026 kl. 09:37

Herfølge Boldklubs 1. senior måtte endnu engang gå fra banen uden point, da holdet hjemme tabte 2-6 til Fløng Hedehusene.

Resultatet står i skarp kontrast til rammerne omkring kampen. Det var en fantastisk sommeraften med flot solskinsvejr, mange tilskuere på stadion og en stærk opbakning fra lægterne. Der var god stemning, og i Bar HB1921 sørgede endnu engang for et flot setup med grill og hygge omkring kampen.

På banen startede kampen ellers lovende. Herfølge kom flyvende fra start og bragte sig foran med to mål inden for de første fem minutter ved Derar Khalil og Hussien El-Kot. En føring, som normalt bør give et solidt fundament. Desværre mistede holdet grebet om kampen, og efter flere personlige fejl havde gæsterne vendt opgøret til 2-3 allerede efter 20 minutter. Herefter fortsatte udviklingen i den forkerte retning, og kampen sluttede med et nederlag på 2-6.

Cheftræner Claus Bjerke Andersen udtaler efter kampen:

"Ny skuffelse. Trods en fremragende start med to scoringer indenfor de første 5 minutter faldt vi sammen. En tomåls føring skal være nok til, at vi kan stå imod, men desværre er vi bagud 2-3 indenfor 20 minutter på grund af personlige fejl. Derefter går det ned ad bakke og ender med et nederlag på 2-6.

Trods dette fejlede indstillingen ikke noget, og der blev kæmpet. Men vi er et meget ungt hold og er ramt på selvtilliden, og det er svært, når man ikke har rutinen. Vi har nu spillet halvdelen af kampene, og troen er intakt. Vi arbejder videre på spillet og ikke mindst vores selvtillid.

Tak igen for den store opbakning på lægterne, og tak til klubben for at blive ved med at støtte med det som altid flotte setup omkring vores kampe."

Med seks nederlag i træk og en svær stilling i tabellen ser det udfordrende ud for Herfølge. Men intet er umuligt, og der er stadig masser af muligheder for at vende udviklingen og kæmpe sig tilbage på den rigtige side af stregen.

Tak til alle fremmødte for støtten – vi kæmper videre!


Herfølge's målcore: Derar Khalil og Hussien El-Kot





Luk