Menu

Jean-Claude Adrimer Bozga ny U19-træner

image Herfølge Boldklub, Dennis Danry
27. juni 2025 kl. 20:09

Herfølge Boldklub er stolte af at kunne præsentere den tidligere professionelle fodboldspiller Jean-Claude Adrimer Bozga som ny cheftræner for klubbens U19-drengehold. Aftalen er af længere varighed og markerer starten på en ny og spændende æra for vores talentfulde ungdomsafdeling.

Bozga, der har en imponerende baggrund som spiller både i Danmark og internationalt, kommer til Herfølge med masser af erfaring og en klar vision for udviklingen af unge spillere. Bozga er halvvejs med UEFA A-licensuddannelsen, hvilket vidner om hans store engagement og ambitioner som træner.

– ”Vi har store forventninger til Jean-Claude og glæder os til at se hans indflydelse på vores dygtige U19-drenge. Han er både fagligt stærk og har den erfaring, der skal til for at løfte holdet til næste niveau,” udtaler formand Dennis Danry i Herfølge Boldklub.

Med Jean-Claude ved roret går U19-holdet efter oprykning og skal bygge videre på det stærke fundament, som allerede er lagt. Der er spændende ting i vente, og både spillere, trænere og klub ser frem til en ny sæson med masser af udvikling, intensitet og ambition.

Velkommen til Herfølge, Jean-Claude Adrimer Bozga!

Luk